Har du lagt mærke til at en eller flere af dine medarbejdere mistrives, selvom deres forudsætninger er de samme som de andres? Den ene bliver lettere overbebyrdet, selvom arbejdsbyrden umiddelbart er den samme. Så kan det være, at din medarbejder er særligt sensitiv. Det personlighedstræk kan du med fordel sætte dig ind i.
En femtedel af os er nemlig særligt sensitive. Og her tænker du måske allerede ‘åh nej, endnu en diagnose’ eller forudser en fremtidig stresssygemelding i dit team. Men bliv lige hængende. For jeg har en genvej til dig:
5 råd: Få din særligt sensitive medarbejder til at trives og performe bedre
- Hold et morgenmøde, og tag begrebet særlig sensitivitet op. Og opfordr dine medarbejdere til at komme til dig, hvis de har brug for ændringer i deres arbejdsliv. Fortæl dem, at de kan tage en test, og få styr på, om de er særligt sensitive. Undgå sygeliggørelse – det her handler om balance.
- Din medarbejder mistrives, fordi han lettere bliver overstimuleret og ikke kan styre balancen mellem overstimulering og opladning. Derfor skal I aftale nogle rammer, så han undgår overstimulering, og fremavle en kultur i virksomheden, hvor det er okay at tage små pauser.
- Rammerne kan fx være en hjemmearbejdsdag, at I flytter skrivebordet til et mere roligt hjørne, hvis I sidder i åbent kontor eller køber høretelefoner, som filtrerer bort støj. Men tal med din medarbejder, og find ud af, hvad der virker bedst for ham.
- Din medarbejder føler sig presset og kan have svært ved at koncentrere sig. Og forstår ikke, hvorfor han ikke når det samme. Han føler sig udmattet og måske utilstrækkelig. Derfor skal I begge sætte jer ind, hvad det betyder at være særligt sensitiv.
- Det er i sidste ende op til din medarbejder at sætte grænser og lære at passe på sig selv. Du kan kun hjælpe med rammerne. Opfordr derfor din medarbejder til at fortælle dig, om der er nogle tegn eller markører, som du kan være opmærksom på. Noget som viser, at medarbejderen er overstimuleret eller på vej til at blive det.
Hvorfor bliver særligt sensitive hurtigere overstimuleret?
Særligt sensitive har et mere fintfølende nervesystem. De påvirkes stærkere og hurtigere af indtryk, stimuli og stemninger. Særligt sensitive får langt flere indtryk, som de skal forholde sig til end andre mennesker. Derfor overstimuleres og udmattes de hurtigere end andre mennesker, hvis de ikke er gode til at restituere, holde små pauser og genfinde balancen.
Vend sensitiviteten til begges fordel
Sæt pris på dine særligt sensitive medarbejdere. For når de trives i hensigtsmæssige omgivelser, er de bedre end gennemsnittet til at koncentrere og fordybe sig, og du får medarbejdere, som er
- arbejdssomme
- fleksible
- intuitive
- innovative
- kreative
- venlige og hensynsfulde
- ansvarlige for den gode stemning.
Og det er værdifulde og efterspurgte kompetencer i erhvervslivet på alle niveauer. Så tal åbent om, hvordan I sammen kan sikre jer, at din medarbejder udnytter sit fulde potentiale og trives.
Når det positive bliver negativt
Vær opmærksom på, at en overstimuleret medarbejder har tendens til at overgøre tingene – at overpræstere – og det bidrager yderligere til at udmatte medarbejderen. Og så bliver de positive sider til en hæmsko. Det er jo fint at være hjælpsom, men ikke hvis man slider på kræfter, man allerede har brugt.
Lyt til de individuelle behov
Særligt sensitive er selvfølgelig ikke ens. Nogle udfordres af lys, lyd, sult og socialt samvær. Mens andre påvirkes af tanker, følelser og temperament. Så støt din medarbejder i at acceptere sig selv, sætte grænser og overholde arbejdstiden.
Giv plads, når skaden er sket
Når din medarbejder er overstimuleret, så giv ham plads til at tage en pause. Og aftal gerne på forhånd, hvilken slags pauser, du kan forvente. Så han ved, at det er okay, hvis han
- forlader situationen
- går udendørs
- går på toilettet
- beder om betænkningstid
- mediterer
Det kan også hjælpe ham, hvis han lukker øjnene i løbet af pausen – så han også lukker af for synsindtryk. Du kan introducere og opfordre din medarbejder til at være opmærksom på, hvordan man forebygger overstimulering. Og bede ham læse mit blogindlæg om, hvordan han håndterer sin sensitivitet på arbejde. Hvis du også læser det, får I hurtigere samme afsæt.
Særligt sensitive trives med
- anerkendelse
- forståelse
- gode og positive stemninger
- struktur og forudsigelighed
- enkelhed og overskuelighed
- orden og skønhed
- fordybelse og uforstyrret tid
- forberedelse
- tryghed og fornemmelsen af, at alt er godt.
Særligt sensitive mistrives med
- kritik
- mange forstyrrelser
- dårlige stemninger
- tidspres og mange informationer
- usikkerhed og utryghed
- pludselige forandringer
- bekymringer og negative tanker.
Jeg kan hjælpe både dig og din medarbejder
Har I brug for et fælles afsæt og konkrete værktøjer til, hvordan I får vendt jeres medarbejders særlige sensitivitet til en ressource? Jeg kommer gerne ud og hjælper jer i gang, så I styrer udenom udbrændthed og sygemeldinger på grund af stress. Eller undgår at have medarbejdere, som ikke trives optimalt, og derfor går rundt og føler, at de ikke performer på linje med sine kolleger.
Jeg har 22 års erfaring som erhvervscoach med speciale i særligt sensitive. Ring 70 20 50 63, eller skriv til mls@steuch-co.dk – helt uforpligtende – så aftaler vi, hvordan I kommer videre. Eller læs mere om, hvordan jeg kan hjælpe jeres virksomhed på min hjemmeside.
Skriv et svar